De sagde ja til at elske hinanden i medgang og modgang. De så lykkelige ud og lige der, i deres ja til hinanden. De var ikke et sekund i tvivl. De skulle blive gamle sammen. De to for evigt ❤️
Det er rædselsfuldt at blive skilt. Specielt når der er børn involveret. Det er smertefuldt, uanset om det er egen, den andens eller en fælles beslutning. Jeg høre fra tid til anden to sætninger, der virkelig gør mig vred. Det alt for nemt at blive skilt i dag! Bliv sammen for børnenes skyld! Nej, nej og atter nej!
Som oftest er det langt mere skamfuldt, skræmmende og hjerteskærende, at gå, end at fortsætte endnu en dag, måned eller flere år, i et forhold der ikke fungerer. Her taler jeg ikke om et parforholdets naturlige cyklus, der naturligt går op og ned. Jeg oplever ingen par med børn vælge at blive skilt på baggrund af disse. Ingen. Hvad får os til at blive i parforholdet i stedet for at søge skilsmisse? Vi bliver sammen i parforholdet for børnenes skyld og tanken om savnet til dem efterfølgende, for den gamle mors skyld, truslen om den skrantende økonomi, boligen hvad med den, for ikke at tale om skammen, skylden, utrygheden, ensomheden, bristede familie -og kærlighedsdrømme ,der skyller ind over, når tanken om skilsmisse begynder at melde sig.
Så nej, det er ikke let at beslutte at søge skilsmisse. Det “lette” kan udelukkende ses i det lys, at alt for få, benytter sig af, at give sig selv og parforholdet mulighed for hjælp eller støtte udefra. Det kan være i form af parterapi. De par der løbende får et partjek klarer sig langt mere i kampen mod skilsmisse. Parterapi kan forebygge at ( selv)respekten forsvinden sammen med nærværet, tilliden, nærværet, humoren, lidenskaben og kærligheden i parforholdet. På den kant lurer skilsmissen. Er ovenstående slidt væk eller forduftet i hverdagens marathon af top præstationer, ingen eller dårlig kommunikation, rengøring, børnegylp, teenager konflikter, tv serier, for lidt søvn og for meget iPhone , kræver det stor vilje at ændre kursen.
Hvad med børnene? Skal vi ikke blive for deres skyld? Vi skal kæmpe og gøre alt. Det mener jeg. Men jeg har ALDRIG mødt nogen, hverken privat eller i kraft af mit virke som parterapeut, der ikke har kæmpet for forholdet. På deres måde og over lang tid. Aldrig ! Er forholdet vedvarende disharmonisk eller dysfunktionelt af forskellige årsager, er det i min optik, mere synd for børnene at forældre bliver sammen. Vi kommer til at vise dem, at parforhold og kærlighed f.eks er utrygt, ubehagelig tavshed, dårlig stemning, skænderi, fravær af nærvær og omsorg, mistillid, disrespekt, ulykkelighed og ensomhed ect. Mange børn er derudover i en loyalitetsklemme i forældrenes indbyrdes dårlige relation.
Bruddet er en krise for børnene. Det ved vi godt som voksne. Vi ved, vi gør dem ondt når vi vælger en skilsmisse. Træffer vi alligevel den beslutning, er det en svær og smertefuld beslutning. ALDRIG nem. Kæmp ved hjælp af f.eks parterapi, så længe der er de basale følelser et sted derinde, og en villighed til at gøre fælles indsats. Giv derimod slip, når det ikke længere er tilfældet. Også for børnenes skyld. Det er ikke nemt at blive og kæmpe. Men det er endnu hårdere at gå.
Gør det rigtige for dig og din familie ❤️
Kh. Susanne
