Det var sidste dag på efterskolen. Min søn skulle sige farvel til venner og veninder og engagerede lærere. Bånd skabt og betydningsfulde venskaber etableret gennem et helt år – 24/7.
At se ham få og give kram. Blive rørt til tårer- selvom han ikke var en pige. Det lod sig ikke gøre uden. Se hans smil der bevægende alle muskler i hans smukke ansigt. Se hans øjne skiftevis stråle og være sløret af tårer. Se hans muskuløse krop og arme holde om og blive holdt i faste og kærlige kram. Kram der blev holdt. Holdt længe. Øjne der mødtes, mens tiden stod stille et øjeblik. Ord der blev delt. Alt sammen både rørende, glædeligt og bedrøveligt at være vidne til.
Jeg som mor blev rørt, dybt og hjerteligt. Jeg måtte også overgive mig til tåre fra tid til anden.
At se min søn, forandringen fra knægt til ung mand, gennem det år der er gået. Jeg blev varm om hjertet. Helt blød og stolt. Jeg blev helt forelsket i den unge mand.
Brøderup efterskole har gjort det fantastisk godt. Virkelig. Tak.
Nu er en ny tid foran mig som mor i relationen til min søn. Min søn flyttede ud hjemmefra, da han tog på efterskole. Det viste jeg ikke den gang. Heldigvis. Det ved jeg nu. Han kommer fremadrettet kun på besøg hjemme som gæst og ikke som dagligt medlem af familien.
Ret vildt at mærke hvordan det skift har moslet rundt i mit morhjerte. Nøj, det er smertefuldt og fantastisk på een gang.
Min fornuftige rationelle hjerne siger, at det er smukt og fornuftigt. Jeg kan være helt rolig og stolt. Han er både en god ven, kan gøre rent, vaske, lave mad, stå op om morgenen, overholde hygiejnereglerne, har økonomisk sans og han kan strukturere sit liv. Han har faktisk ovenud de kompetencer der skal til, for at klare sig ganske glimrende, uden sin mor lige ved hånden.
Mit mor hjerte er alligevel ikke helt tavst. Det siger av av. Hjertet siger at der er vildt svært og at jeg savner ham. Smerten i bekymringen om det nu går som det skal. Vil han komme hvis det brænder på, inden der er ild. Vil jeg opdage det, jeg skal opdage. Får jeg ham at se igen… Maven gør ondt, tårerne presser sig på og hjertet hamre nervøst derudaf. Så irrationelt det kan være. Men sådan må mit mor hjerte godt opføre sig. Det er blot tegn på, at det er intakt, mor- søn kærligheden.
Det er som det skal være. Selvom han nu er flyttet ud,vil han altid være min elskede søn, med hvad dertil hører af mor kærlighed, bekymringer og omsorg. Samtidig har jeg heldigvis dybest set stor tillid til ham.
Jeg elsker min søn. Jeg er stolt og bedrøvet. Jeg ønsker ham det allerbedste, for det har han fortjent. Jeg vil støtte ham på hans vej, også når mit mor hjerte visker noget andet. Jeg er stolt over, at han er i stand til at løsrive sig. Løsrive sig fra mig, så en anden kvinde, med tiden, kan få pladsen ved hans side. Det er alt sammen præcist som det skal være.
Samtidig giver det mere tid, til den del af Susanne, der ikke er mor.
Så ingen rejse i livet, uden der findes en ny ukendt vej med spændende lys og farver. En vej til Tim min søn og en til hans mor ❤️
Kender du følelsen? Har du fundet din vej?
Stået du på kanten som mig, så pøj pøj med at give slip og have tillid❤️
Kh. Susanne
