Hun gik rank og rask mod hoveddøren. Glad og i balance. I går havde hun til ledermødet været både skarp og klar i spyttet. Hun var respekteret for sine utvetydige holdninger og intelligente måde at håndtere medarbejdergruppen på. Hun kunne få det bedste frem i dem og det gav på bundlinien et fint resultat i firmaet.
Hun tog i håndtaget, ind til hendes barndomshjems store hall. I loftet hang den store og smukke lysekrone i al sin pragt og lyste hende i møde.
Så snart hun trådte ind ad døren hos de gamle skete forvandlingen. Forvandlingen til den lille pige, der ikke længere havde retten til at være der, med det hele. Kvinden med de utvetydige holdninger forsvandt som dug for solen. Hun kunne mærke hvordan det ranke og stærke i hende blev til vat og kroppen blev blød og hul. En følelse af, at være på vagt, vågnede i hende.
Det var nyt, at hun var begyndt bevidst at lægge mærke til forvandlingen. Hendes terapeut havde hjulpet hende til, at besøge den lille frygtsomme pige inden i. Hende der fra tid til anden, og altid hjemme hos de gamle, kom frem og sendte den voksen kvinde til tælling. Som en lammelse af nervesystemets øverste etage, der hvor det rationelle og refleksive normalt fandt sted. Hun faldt i i de gamle folder. De folder som forældrene gennem hele hendes barndom, havde værdsat og elsket hende for.
Det var det søde og selvudslettende i hende, de holdt af. Hende der blot smilede høfligt, uden at vise andre følelser, der kunne vække moderens ubehag og foragt.
Kvinden havde været dygtig til,at spalte alle de farlige følelser væk.
Få gange var de kommet til syne under hendes opvækst, men moderen havde straks skammet hende ud som forkælet og tarvelig. Et egoistisk barn, der kun tænkte på sig selv og ikke på moderens følelser. Moderen havde ladet hende vide, at ingen nogensinde ville holde af hende, hvis hun ikke omgående lagde den attitude væk.
Moderens kulde var ikke til at tage fejl af og var forfærdelig skræmmende for den lille pige. En moders afvisning var ikke til at spøge med. Så snart pige sagde undskyld og smilte udenpå, blødte hendes mor atter op. Sådan min pige, hende kan jeg lide havde moderen sagt. Skammen rasede efterfølgende inden i den lille pige. Tænk at være så utaknemmelig et barn. Tænk at hun havde været skyld i hendes mors vrede eller ked af det hed. Tænk at hun havde været så uartig og tarvelig. Fremover behøvede moderen blot sende pigen blikket der sagde det hele, for at holde pigen i de rette folder. Pigen havde nemlig besluttet sig for, at gøre hendes mor stolt og vise, at hun var værd at holde af.
Prisen havde i voksen livet været, at hun havde mødt stressen og siden angsten. Men værst af alt, under alt det lå skammen og frygten for at vise verden, hvem hun i virkeligheden var. Tænk hvis nogen opdagende hvor forfærdeligt et menneske hun var. Det havde betydet af ingen mennesker havde kendt hendes virkelige ansigt. Det var for farligt at vise. Alt for farligt. Hun havde lært at det kostede trygheden og værst kærligheden. Hvem kunne holde af sådan et grimt menneske. Udenpå var hun stærk og glad. Inden i var hun tom og skamfuld.
Det forandrede sig sammen med stressen og angsten. De værste år i hendes liv. De blev dog også vende punktet. De blev begyndelsen til rejsen hjem.
Stressen og panikangsten var ved at gøre hende sindssyg. Langsomt havde den indskrænket hendes livsudfoldelse. Det sitrede konstant inden i. Uroen gjorde at hun ikke kunne slappe af, selvom kroppen skreg på ro. Det føltes så forfærdeligt og var skræmmende. Hun kunne aldrig vide sig sikker på, hvornår panikangsten kom frem fra sit skjul og sendte hende til tælling. En følelse af at være ved at besvime, kvalme, synsforstyrrelser og et hjerte der galopperede i hop og i spring. Hun var bange for at besvime eller sågar dø. Når halsen snørede sig sammen og det hele begyndte at sortne, blev hun virkelig skræmt.
Hun havde med en venindens hjælp fundet en psykoterapeut hun havde tillid til.
Det var her det hele begyndte at forandre sig. Ikke alene inden i hende, men også i hendes bevidsthed, og i hendes relationer, både i de nære og ude i verden. Det var både skræmmende og spændende, at gøre de nye opdagelser.
Inde i hall’en kom hendes mor hende i møde. Kvinden trak vejret dybt, for at den lille pige inden i hende, ikke skulle stikke helt afsted med hende som vanligt.
Når hun trak vejret og tog kontakt til hendes fødder, blev hun mindet om, at hun var her nu, som den voksne kvinde, og ikke som den lille pige der var afhængig følelsesmæssigt og praktisk af hendes mor og hendes kærlighed.
Det var som, at hendes mor virkede mindre skræmmende, når hun holdt kontakt med sig selv inden i. Hendes mors lille lidt krumbøjet skikkelse og slanke ansigt, med dybe furer, begået af tidens tand, synede pludselig mere menneskelig. Faktisk kunne kvinden bedre og bedre se mennesket i moderen. Det blide, det skrøbelige og det angste.
Hun havde sammen med sin terapeut mødt de sider hos sig selv. Hun havde ikke brudt sig om, at vedkende sig disse sider. Men havde langsom sluttet fred med dem og inviteret dem ind i sit liv.
Forvandlingerne i relationen til moderen, og andre, var mere og mere synlig som tiden gik. Jo flere sider kvinden kunne rumme i sit eget indre, jo mindre farlig blev moderen og jo mere naturligt blev det, at hun kunne rumme andre menneskers mere eller mindre elskelige sider, uden at føle sig forpligtet til at være sød eller få dem til at have det godt, og uden at dømme dem. Hun blev i stand til at lade sig se og se andre fra et sted, hvor hun lod masken falde mere og mere. Hvilken frihed.
I terapien havde terapeuten virkelig lyttet til hende. Hun havde følt sig set, mødt og forstået. Terapeuten havde formået, at skabe en ramme at tryghed, hvor rejsen ind i de gamle historier, blev besøgt og helet i nervesystemet. Nye spor i nervesystemet blev dannet. Spor det lod kvinde vide og mærke, at hun ikke var offer, men kunne agere mere frit i sit liv. Spor af bevidsthed og kærlighed til sig selv samt tilgivelse til mennesker. Grænsesætning i de nære relationer og øget autencitet blev hendes nye livsførelses mantra.
Stressen og angsten forstod hun nu, blot havde været kroppens sprog. De havde været hendes venner. Venner til at råbe højt og stædigt, fordi hun ikke ville lade sig se og stoppe på anden måde. Det havde været effektivt, de våben, hendes indre venner havde brugt. De havde sat hende til tælling. De havde vækket hende. De havde insisteret. De havde åbnet for et valg til, at finde hjem til et bedre sted i hende. Et sted med mere kærlighed til sig selv, og siden til andre. Et sted hvor hun kunne begynde at vise sig med det hele, uden frygt for at blive afskåret fra kærlighed. Et sted, hvor der er frihed til at leve et liv der kan mærkes, med det hele. Ikke fra et tomt, angstfyldt eller ensomt sted.
Det var stadig ind i mellem svært ikke at ryge ind i de gamle folder. Men nu viste hun, når hun var der. Hun viste også, at hun havde et valg, at blive der eller adskille sig fra følelsen. Hun kunne træde ind i sin indre kerne af styrke og ro og derfra træde ud i lyset. Når hun lyste derfra, lyste hun på andre der nød godt af det.
Kvinden kom ud af sine automatiske gamle mønstre og trådte frem i lyset. Hun satte ikke længere sit lys under en skæppe. Kvinden havde fundet sin vej hjem.
Træd ud af din fold og frem i lyset. Jeg vil elske at se dig. Se dig med det hele.
Kh. Susanne
