Læhegn eller vindmølle

Forunderlige farlige forandring.
Forandring fryder siger man. Ikke altid. Hos nogen føltes det ganske forfærdeligt og skræmmende at tænke på.
Alligevel går ingen af os igennem et liv uden væsentlige forandringer.
Jeg synes det er smukt,uroligt,berørende og nervepirrende. Jeg holder både af ikke-forandringer og af forandringer.

Jeg står på forandringens gyngede grund. Kender du det, at stå der, hvor der ikke er fodfæste. Jeg øver mig. Jeg lader grunden gynge under mig uden at flygte i panik. Uden at padle med armene i hysteriske tag for at komme på land. Et velkendt land. Hvor alt ser ud som det plejer. Jeg vil ikke tilbage til fastlandet med det samme trygge muld under fødderne. Ikke stå og se mod de samme træer med smukke kroner og de samme roser med torne, for ikke at tale om hybenbusken der indhyller de vante gange med torne og smukke blomster, der senere bliver til bær og næring. Busken forsnævrer stien og lader kun mine skridt bevæge sig fremad i en planlagt retning.
Min frihed var en et sporet vej. Uden muligheder for at slå med armene eller gå ned af en anden sti, bare fordi jeg havde lyst.
Der var smukt og trygt at gå en gang. Men ikke længere.
Jo der er stadig smukt og trygt. Men jeg vil se mere af livet. Både det inden i mig og udenfor mig. Sådan får jeg det med jævne mellemrum. Men denne gang er det stort. Jeg kan se den ene gyngede flage blot fører mig til den næste gyngede flage.
Jeg gynger. Jeg står. Jeg skiftevis klukker af fryd og får hjertebanken af uro. Men hold op,jeg kan mærke livet inden i mig. Nogen dage lige rigeligt.

Det kræver beslutsomhed, mod og tillid at stå på forandringens forunderlige farlige gyngede vej.
Beslutsomheden står sin prøve,når jeg skal forsætte,men ikke har lyst til at gå. Når jeg mister retning og energi,må jeg stå og vippe på den gyngede grund et stund men beslutsomheden må ikke tippe.
Modet skal i spil, når jeg bliver bange, der på den gyngede grund. Mod til at genfinde balancen og lærer en ny balanceakt. Mod til at blive stående, når jeg er ved at skvatte ned, ned hvor jeg ikke længere ved,hvor jeg ender. Der hvor jeg virkelig må lade mig flyde med strømmen. Ikke kæmpe mod så kroppen og sindet trækkes ned, som var det en kamp i kviksand.
Jeg må lade mig bære og flyde med i tillid. Ja tilliden må også gå med mig. Tillid til, at alt er som det skal være. Også når beslutsomheden og modet dirrer helt inde i knoglerne på mig, så hvisker tilliden mig i øret. Alt er fint. Læn dig ind i noget større end dig, lad dig flyde med uden at kæmpe mod. Slip kontrollen, så skal du bare se.

Jeg har gynget og vaklet, klukket og grædt. Når jeg er åben, bliver verden åben. Og nej det er ikke altid nemt, at stå der bævende og sårbar. Min krop har været sammensnøret og lukket. Mit hoved ville bestemme. Have kontrol og målet i sigte. Det åbnede bare ikke noget nyt for mig. Jeg var bange for at slippe den velkendte sti. Men jeg fattede al min beslutsomhed, mit mod og min tillid.

Jeg elsker livet og dets forunderlige farlige forandringer. Livet og mennesker derude tager imod ,når jeg viser min beslutsomhed, mit mod og min tillid. Nye veje åbner sig. Veje jeg ikke anede fandtes. Mennesker der vinker mig ind på deres faste grund, uden at jeg har været andet end mig. Nærvær, åbenhed og medmenneskelighed kommer mig i møde.

Ønsker du forandring i dit liv eller er den pludselig ved at skylle ind over dig. Træk dit vejr. Stå stille et øjeblik i din beslutsomhed. I dit mod og i din tillid til dig selv og livet. Også selvom livet ikke altid har båret dig kærligt og nænsomt, så må du, når tiden er moden,stille dig ud på den gyngede grund. Måske ikke springe helt derud i et spring. Måske blot lade tåen hvile derpå og fornemme bevægelse fra tå til krop. Vænne dig til at alt uroligt og ukendt, ikke er af det onde. At bevægelse kan skabe sug i maven og svimlende lykke. At du kan falde ned fra den gyngede grund. At du ikke går i stykker,hvis det sker. At du ikke er alene.

At jo mere vi tør være os selv jo mindre er der, vi må skjule når nogen rækker os en hånd. Tag imod hånden og næstekærligheden.

Tag imod livet, også når forandringens vinde er over dig. Byg dit læhegn eller byg din vindmølle. Hver ting til sin tid.

For mig er det tid til at bygge vindmøller.

Kh Susanne

Scroll til toppen