Feminin versus maskulin

Det er kvindernes kampdag i dag. En vigtig dag på mange måder.

Mine refleksioner røg dog i dag, på min egen rejse fra drengepige og kvindemand til feminin intuitiv kvinde med en balanceret maskulinitet.

Jeg kunne ikke drømme om at gå i kjole. Følte mig på ingen måde feminin og tanken om det pigede look med blege ben stikkene ud fra en kjole tiltrak mig på ingen måde. Frikvartererne stod på fodbold med drengene. Jeg havde en nær veninde i folkeskolen mens resten af pigernes fnisen, hårde tone, bagtaleri, intriger og gøren sig til, var jeg for konkret og psykologisk tænkende til at kunne begå mig dygtigt i. Jeg målte mig med drengene i fysisk styrke og i matematik. Det var nemt for mig, da jeg var dygtig og stærk men min følsomhed skiltede jeg ikke med.  Den var for mig farlig og et svaghedstegn.

Min retfærdighedssans og forståelsen af mennesket og dets lidelser, fik mig dog til at virke varm i mit ellers drengepigede udtryk.

Jeg havde lært hjemme, at det var de andre der måtte være følsomme – læs svage.  Det kvindelige, følsomme og offerrollen havde min mor og søster taget patent på. Jeg beskyttede, holdt om og holdt af. Jeg voksede op fra drengepige til kvindemand.

Jeg fandt en mand, der var god til at være maskulin og som forventede det samme af mig. Det passede jo som fod i hose. Vi passede og dyrkede vores maskulinitet. Når der skulle fælles træer, hugges brænde eller løftes i enden af et møbel, var min indre motivation, at jeg ville kunne det samme som min nu daværende mand – set forholdsmæssigt i størrelsen måtte jeg dog tilføje. Jeg var stærk, bomstærk, og det var jeg stolt af. Han brød sig ikke meget om feminin omsorg, så mine feminine sider var primært i brug ved at være glad, charmerende og sensuel.

Rollen  blev sværere at opretholde, da jeg fik titlen MOR. Svært ikke at lade det blide, bløde,intuitive og runde få god plads. Det blev dog også hilst velkommen at bruge i den rolle, af både store og små i familien. Men jeg havde ofte en indre kamp imellen min moderlige intuition og min modstand mod at være kvindelig – læs svag og sårbar. Det kvindelige modnedes mens det voksede mere og mere i mig. Længslen mod at give slip og læne mig ind i en favn og blive holdt, voksede. Det feminine og sårbare voksede og på et tidspunkt begyndte det at flyde over. Det var svært og skræmmende for min daværende mand. Vores veje måtte skilles. Min længsel mod at give mig hen i det feminine skulle have plads.

Det var en hård tid efter skilsmissen men også en forelskelsens tid. Jeg var forelsket i livet bogstavelig talt og mennesker på min vej kunne se min voksende kvindelighed. Fra flade behagelige husmodersko til høje hæle. Fra leverpostejsfarvet hår til farvet. Fra praktiske bukser til kjole og silikone negle. Nej ikke nye bryster. De er præcis som livet har formet dem. Men jeg sprang ud som kvinde i fuldt flor. Og jeg nød det. 

Gennem arbejde i terapien og ude i verden øvede jeg mig til at være sårbar i andres nærvær. Ikke kun have styr på det hele,men også være vildt usikker og græde i stride strømme ,når der var behov for det. Vel og mærke sammen med andre. Jeg har altid ladet mig selv mærke i et vist omfang, i hvert fald når jeg var alene. 

Jeg oplevede at nærheden med andre mennesker blev mere intens og dybt berørende, når jeg turde lade dem se mit indre. Det blev ofte set som en invitation til selv at dele. Mennesker jeg knap kendte kunne føltes som nære, blot fordi vi talte om rigtige ting. Hudløst lige der, fordi vi turde.

Jeg blev nu usikker på, hvor meget jeg måtte fylde i verden. Hvad ville Jante sige. Nu fyldte jeg ikke alene med min maskulinitet men også med alt det feminine. Holy moly ! Rolig Sus.

Tilbage i terapien, undersøge roden. Hele det sted. Lade det hele arbejde i en indre løbende proces. Ud og shine med brede skuldre og følsomhed.

Nu var jeg sprunget ud som kvinde i fuldt flor mens min maskulinitet blev min rygrad.

Ens relationer bliver aldrig bedre end ens forhold til sig selv. Med min indre forandring fulgte der en mand med ind i mit liv. En fantastisk mand. En mand der giver mig plads til at være mig. Både når min indre prinsessen kalder og hengiver sig saligt til sin prins’  opvarten, nursen og holden om. Han er med mig det mest skrøbelige sted, i det mindst flaterende mig, men som også er mig.

Det mest fantastiske er, at jeg samtidig må være maskulin på en yderst målrettet, stærk og jeg vil selv måde.

Sikke en rejse. Det har været med bævende hjerte og skælvende ben jeg ind i mellem har rejst med ham og mine/vores feminine og maskuline sider. Vi har rejst sammen og hver for sig. Vi har begge måtte tage skridt i ukendt farvand i håb om vi kom i land – sammen. Set hinanden i øjnene, også der hvor det ikke var kønt eller behageligt. Slået tværslag mellem det kvindelige og det maskuline. Revet os selv i håret, heldigvis ikke i hinandens, når vi ikke forstod. Jeg  blev ved, fordi jeg ville forandringen og fordi  min terapeutiske rejseledsager gjorde mig tryg og lod mig bestemme tempoet.

Når jeg skriver dette til dig, er det fordi jeg vil dele noget vigtigt. Du ved det sikkert alt for godt, nemlig at dit valg vokser sammen med din øget selvindsigt. Jeg så først ikke, at jeg var lukket meget ned i min kvindelighed. Da jeg blev bevidst om det, troede jeg, at sådan var jeg blot af natur. Nope, eller det var kun delvist sandt. “Naturen”var nemlig formet gevaldigt af mine erfaringer, med det der gav mig plusser og fordele, i mine nære relationer gennem mit liv. Sådan er det med os alle sammen.

Jeg kunne nu vælge at sige “godt så,det kan jo ikke laves om , så hvorfor ændre noget nu.” Eller ” Hey hvorfor ikke udvide hvem jeg er og få øget bevidsthed til at vælge mere frit i mit liv”

Det er det der ligger mig mest på sinde at fortælle, du har et valg. Et valg om hvilket liv du ønsker at leve. Der er ikke et rigtig og forkert svar. Der er dit svar til dig.

For mig har det været en rejse der har givet mig mere end dobbelt op på udvidelsen af mig, til at komme nærmere det liv, jeg dybest set ønsker mig. Farvepaletten er markant vokset i mit indre og ydre.

Nogen synes jeg skinner i øjnene og kigger væk andre fornøjes af synet. Begge dele er ok. Jeg har ikke brug for andres tilladelse til at være mig. Kun min egen. Nogen gange må tilladelsen genforhandles. Jeg har dog stemplet ind i år 2015 med adgang og tilladelse til at være kvinde og kvindelig med en balanceret maskulinitet.

Hvilken tilladelse er du ved at ansøge om hos dig selv? Har du skrevet ansøgningen eller ligger den på din TO DO liste? Eller er du ved at ansøge om at ansøge?

Uanset hvad så husk, at små skridt, også er skridt. Tillykke med der hvor du er og med det valg du har truffet. Ikke at handle er også at handle.

Så på kvindernes kampdag vil jeg hilse både det feminine og maskuline velkomment i en og samme person. Tag godt imod derude, mænd som kvinder.

Kvindemin jeg elsker dig … Og jeg ved du elsker mig  

Kh Susanne.

 
Scroll til toppen