Jeg har været syg denne uge og er stadig lidt sløj. Selvom det går fremad. Dette skriv blev dog ved at banke på. Af lyst og ikke pligt bliver det nu skrevet til dig.
Jeg har som sagt været syg denne uge og har forsøgt at hænge i og løse så mange af ugens opgaver som muligt.
Jeg måtte dog også ty til at aflyse samtaler med klienter der havde set frem til vores samtale. Jeg har måtte droppe aftaler med venner. Jeg har måtte aflyse planlagte skrive studer så min deadline for materiale ikke længere kan nås. Jeg har måtte undlade at svare på andet end de mest akutte mails… mange mange venter stadig på svar.
Så måske er du blandt dem der har måtte stå for skud. Måske er du irriteret, sur, uforstående og utålmodig. Og det må du godt være. Jeg forstår dig. For du ved jo ikke hvorfor jeg ikke svare din mail. Du venter og venter…..
Dem der ved hvorfor er heldigvis søde til blot at ønske mig god bedring.
Det er et valg at lytte til kroppen og ligge sig syg. Det er ikke nemt at love andre noget og så ikke holde en aftale. Jeg hader det. Jeg plejede altid først at gøre hvad jeg havde lovet andre, frem for at overholde en aftale med mig selv… f.eks. om pause, træne, spise sundt, se venner før arbejde osv. Først kaldte pligten så kunne jeg få smulerne der var tilovers. Hvis der da var nogle.
Kender du også det?
Det betød at før ( og lidt stadig) at andre og deres behov kom før mine egne. Tanker som: Jeg bør, jeg skal jo, jeg er nød til, det jo ikke et valg, de har brug for, de regner med mig….. var sætninger i mit hoved der alt for ofte styrede mine valg og rækkefølgen aftaler og behov blev udført i.
Aftale med andre kom først. Punktum. Jeg ville ikke være sådan een andre ikke kunne regne med.
Det resulterede i, at jeg i relation til mig selv, var utilregnelig. Jeg fik sidst og derved sjældent nok af det min krop og sjæl længes efter.
For 10 år siden blev jeg så svimmel. Meget svimmel. I lang tid. Meget lang tid. Det var fysisk sagde lægen. Det var ørekrystaller. Men det var en kærlig reprimande fra min krop. Den sagde: ”Undskyld mig, men nu er det simpelthen min tur. Du farer og fløjter rundt og sørger for andre. Du lytter overhovedet ikke, når jeg taler blidt til dig og beder om en pause eller omsorg. Så nu har jeg besluttet at lægge dig ned. Helt ned med ørekrystaller. God pause og slap så af kvinde!”
I dag øver jeg mig stadig i at overholde min aftale med mig selv FØRST. At passe på mig, før jeg passer på andre. Typisk er der god plads til begge dele. Men når jeg er syg, er det mig og min krop der skal have først, uanset hvor ubelejligt det er for andre. Jeg må rumme andre har det, som de har det, med mine valg og fravalg. De har lov til at have deres følelser. Det får dog ikke lov at styre mig og mine selvkærlige valg.
Når man er nogens mor, er der naturligvis ting, omsorg og aftaler der ikke kan vælges fra her og nu, hvilket gør det endnu vigtigere, at holde andre gode aftaler med sig selv.
Det er en evig livsøvelse for det fleste af os. Særligt når vi er empatiske og meget relations glade eller vores arbejde består i, at få andre mennesker til at blomstre og have det godt. Øvelse gør mester og at have greb vi kan ty er vigtige. Derfor har emner som selvomsorg, selvregulering og selvledelse fået en større plads på mine TALK grundkurser. Hvad nytter det, at vi kan være i relation med og hjælpe andre hvis vi udpiner os selv.
Tanker der kan hjælpe dig til passe bedre på dig selv og derved forebygge relations træthed er:
-Når du passer på dig og tør melde klart ud, giver det tryghed til de mennesker ( børn, unge , voksne)du har ansvar for eller støtter og hjælper. De ved at du kan sætte grænser og passe på dig selv. Deres bekymring over at ligge dig til last kan de derved slippe. At de reagerer med protest og du rummer det med empati mens du holder fast i din beslutning, øger deres tryghed til dig. Du mestrer at være en kærlig klippe.
– jo før du tager dig af dig på daglig basis jo mere er der tilovers at give til andre, også på den lange bane.
-Du er en vigtig, tydelig og selvkærlig rollemodel som de kan lade sig inspirere af. Du viser balancen mellem at give og modtage. Både til andre og dig selv.
Husk ej NEJ giver et ægte JA en anden dag.
Du skal holde længe så hellere gå gennem livet som en sprød saftig vindrue end som en indtørret relationstræt rosin.
Go slow knus fra den halv sløje
Susanne
