At stå under bruseren i et bevidst nærvær. Mærke myoserne i nakken og ømheden i ryggen, smerten i knæet. Mærke vandets stråler der føles særligt sansende, når de rammer mine fingerspidser, mine kinder og læber. Når jeg ændre stilling i badet, bliver jeg igen mindet om min krops forfald. Så får jeg lyst til at stikke af. Stikke ind under mit skjold af umærkelighed. Et sted af bedrag og lukkede sanser. Et sted hvor tiden står stille. Hvad fanden sker der med den krop. Jeg bliver bange for at den alt for hurtigt lukker for mine fjollede og seriøse dansetrin i livet. Bange for at blive dømt for tung, lasket og ubrugelig.
Min hjerne prøver at udkonkurrere mig. Det vil skabe frygt og jammer. Prøver at puffe mig ind i offerets uansvarlighed af selvskabt foragt.
Hvad fanden sker der med den hjerne. Igennem hele mit liv har min hjerne været min ven. En ven der tog mig i hånden og passede på mig, ved at regne den ud.
Ok jeg kan godt regne den ud endnu. Men noget i mig ønsker at give slip på at regne den ud lige nu. Give slip på gøren og hårdtarbejdende IQ og komme tilbage til væren. Jeg har været så meget tilstede i dag. Jeg har gået rundt med sommerfugle i maven over at dele et kærlighedsfællelsskab med min skat. Så hvad fanden sker der så lige nu.
En ydre begivenhed. Faktisk en temmelig ubetydelig ydre begivenhed, fik sat mig tilbage til badet med kroppen der er blevet ugidelig, smerteramt og slap. At se mig selv udefra og glemme at se mig selv indefra, er altså ikke et kønt syn lige nu. Men hvorfor finde mig i at min hjerne pludselig vil afprøve min egen rummelig for mig selv.
Ok jeg vil give slip på at regne den ud. Jeg vil trøste mig selv i min sorg over min krops forfald, i min sorg over at føle sorg. Min sorg over at jeg lader mig blive revet med at ydre påvirkninger og eget billede at sundhed og elegance.
Når sorgen må være der længe nok, bliver der igen plads til så meget mere af mig. Plads til igen at elske min løshængende, blødkurvede, ømme krop. Plads til rummelighed overfor mig selv og min angst for ikke at kunne det, jeg ønsker at fylde mit liv med. Slippe angsten for ikke at blive elsket i min uperfekthed.
Jeg er tilbage. Jeg er tilbage i alt min pragt og blidhed eller blindhed. En skøn blindhed af det ydres uperfekte form og vælde. Men mest af alt, har jeg igen åbne kærlige øjne for hvem jeg er og ønsker at være.
Det perfekte uperfekte menneske.
Kh. Susanne
