b2ap3_thumbnail_mor-maven.jpgMormaven rør gevaldigt på sig.

Den drejer og vrider sig mens suget i maven skiftevis kommer og går. 

Suget afløses ind i mellem af sommerfugle. Smukke flaksende stolte sommerfugle i min mormave.

I morgen har min teenager datter første skoledag på sin nye skole. Hun er nervøs og spændt.

At træffe en beslutning om skoleskifte for hende grundet flytning var kæmpe. Den største siden jeg besluttede ,at blive skilt efter 18 års samliv med hendes far ,som jeg dog er forenet for altid med ,pga forældreskabet vi deler.

...
Se mere

b2ap3_thumbnail_teenagersn.jpg

Jeg vil gerne se dig min dejlige teenagersøn ❤

Jeg har mange praktiske ender der skal gå op lige nu. Mit hoved er fuld af tanker. Min krop bærer mig rundt fra sted til sted, min stemme hører jeg taler med høj og lav. Mine øjne ser om gulvet er fint efter håndværkerene er gået. Jeg maler den dør, jeg sprang over da jeg istandsatte, fordi nu skal huset sælges og være fint.

Og så kommer du springene ind i stuen, med et gavtyve glimt i øjet. Du ser mig i øjnene, mens du med friske små -hoppende bevægelser nærmer dig mig. 

Din store unge. 16 år og med livet i din hule hånd , 15 cm højere end mig -mindst, uren hud og med grødet mumlede røst !! Din krop er vel trænet af al din Triathlon. Du stråler. Og så er du teenager der glææder sig til at blive 18 og flytte hjemmefra. Ud til friheden. Selv bestemme -ALT.

...
Se mere

b2ap3_thumbnail_hver-for-sig-sammen.jpg

Hver for sig sammen eller sammen hver for sig eller sammen sammen ❤

Hvad foretrækker du?

Hun kiggede på sin mor, som var med til samtalen. 

Jeg vil så gerne være sammen med dig, hendes blide teenager øjne mødte morens blik. Sammen mødtes deres øjne og kærlighed i et vedvarende møde. Øjne der virkelig så så. Tiden stod stille i rummet. Jeg var rørt , da dette møde ikke så ofte fandt sted for tiden mellem de to, trods en dyb længsel fra dem begge.

...
Se mere

 b2ap3_thumbnail_skynder-mig-langsomt.jpg

Jeg skynder mig langsomt.

Jeg har mange projekter i gang. Det er dejligt. Det er hårdt. Det er sjovt. Det er nervepirrende. Jeg skynder mig. Der er meget at nå. Jeg skal nå det hele, på den halve tid.

Hvis det skal være sjovt og nærende er der kun en ting at gøre. Jeg må skynde mig langsomt. Især i mine relationer. Jeg ser, jeg er her nu, jeg mærker og jeg tager det hele med ind NU.

Min pige skal konfirmeres på søndag. Jeg vil nyde travlheden op til denne særlige og enestående dag. Jeg vil nyde stjernerne i hendes øjne af forventning. Jeg vil give tid til en pause, jeg vil give mig selv omsorg, når jeg skynder mig for hurtigt.Jeg vil mærke kærligheden i mit hjerte, mens jeg skriver talen til min pige. Jeg vil nyde at se min kærestes kæmpe engagement, jeg vil tillade mig at blive urolig for at blive rolig igen.

...
Se mere

b2ap3_thumbnail_bjornen-kommer.jpg

Bjørnen kommer...!!

Jeg oplever at få mange både børn, unge og voksne ramt af stress og angst i min klinik. De lider meget voldsomt. Hjemme har de brug for støtte, aflastning,forståelse og kærligt spark til at komme i behandling - hurtigt!

Hjernen ( amygdala) scanner om der er fare på færde - de menneskers nervesystem har været så højspændt og overbelastet fysisk og psykisk i så langt tid, at det konstant tror der er fare. Hjernen sender impulser ud, som var der er en bjørn efter dem. Alt er i højeste beredskab.

Når vi bliver forskrækkede eller oplever akut fare rejser nervesystemet sig og lægger sig fint ned igen, når vi kommer over vores forskrækkelse eller faren er drevet over. Dette sker ikke tilstrækkeligt hos stress og angst klienter. Nervesystemet er styret af den 3 enige hjerne.Den vurderer om du skal kæmpe, flygte eller fryse, når du bliver forskrækket eller du skal vurdere en fare.

...
Se mere

Snup et marathon hvil❤

Hvornår hvilede du sidst så længe,at krop og sind var helt opladede?

Selvkærlighed og hvile går hånd i hånd.

Planlæg dit næste marathon hvil og undgå kroppens egen måde at passe på dig sætter igang ved symptomer som stress, angst depression.

Pas på dig - ingen andre gør det ❤

...
Se mere

Det er kvindernes kampdag i dag. En vigtig dag på mange måder.

Mine refleksioner røg dog i dag, på min egen rejse fra drengepige og kvindemand til feminin intuitiv kvinde med en balanceret maskulinitet.

Jeg kunne ikke drømme om at gå i kjole. Følte mig på ingen måde feminin og tanken om det pigede look med blege ben stikkene ud fra en kjole tiltrak mig på ingen måde. Frikvartererne stod på fodbold med drengene. Jeg havde en nær veninde i folkeskolen mens resten af pigernes fnisen, hårde tone, bagtaleri, intriger og gøren sig til, var jeg for konkret og psykologisk tænkende til at kunne begå mig dygtigt i. Jeg målte mig med drengene i fysisk styrke og i matematik. Det var nemt for mig, da jeg var dygtig og stærk men min følsomhed skiltede jeg ikke med.  Den var for mig farlig og et svaghedstegn.
Min retfærdighedssans og forståelsen af mennesket og dets lidelser, fik mig dog til at virke varm i mit ellers drengepigede udtryk.

Jeg havde lært hjemme, at det var de andre der måtte være følsomme - læs svage.  Det kvindelige, følsomme og offerrollen havde min mor og søster taget patent på. Jeg beskyttede, holdt om og holdt af. Jeg voksede op fra drengepige til kvindemand.

Jeg fandt en mand, der var god til at være maskulin og som forventede det samme af mig. Det passede jo som fod i hose. Vi passede og dyrkede vores maskulinitet. Når der skulle fælles træer, hugges brænde eller løftes i enden af et møbel, var min indre motivation, at jeg ville kunne det samme som min nu daværende mand - set forholdsmæssigt i størrelsen måtte jeg dog tilføje. Jeg var stærk, bomstærk, og det var jeg stolt af. Han brød sig ikke meget om feminin omsorg, så mine feminine sider var primært i brug ved at være glad, charmerende og sensuel.
Rollen  blev sværere at opretholde, da jeg fik titlen MOR. Svært ikke at lade det blide, bløde,intuitive og runde få god plads. Det blev dog også hilst velkommen at bruge i den rolle, af både store og små i familien. Men jeg havde ofte en indre kamp imellen min moderlige intuition og min modstand mod at være kvindelig - læs svag og sårbar. Det kvindelige modnedes mens det voksede mere og mere i mig. Længslen mod at give slip og læne mig ind i en favn og blive holdt, voksede. Det feminine og sårbare voksede og på et tidspunkt begyndte det at flyde over. Det var svært og skræmmende for min daværende mand. Vores veje måtte skilles. Min længsel mod at give mig hen i det feminine skulle have plads.

Det var en hård tid efter skilsmissen men også en forelskelsens tid. Jeg var forelsket i livet bogstavelig talt og mennesker på min vej kunne se min voksende kvindelighed. Fra flade behagelige husmodersko til høje hæle. Fra leverpostejsfarvet hår til farvet. Fra praktiske bukser til kjole og silikone negle. Nej ikke nye bryster. De er præcis som livet har formet dem. Men jeg sprang ud som kvinde i fuldt flor. Og jeg nød det. 
Gennem arbejde i terapien og ude i verden øvede jeg mig til at være sårbar i andres nærvær. Ikke kun have styr på det hele,men også være vildt usikker og græde i stride strømme ,når der var behov for det. Vel og mærke sammen med andre. Jeg har altid ladet mig selv mærke i et vist omfang, i hvert fald når jeg var alene. 

Jeg oplevede at nærheden med andre mennesker blev mere intens og dybt berørende, når jeg turde lade dem se mit indre. Det blev ofte set som en invitation til selv at dele. Mennesker jeg knap kendte kunne føltes som nære, blot fordi vi talte om rigtige ting. Hudløst lige der, fordi vi turde.
Jeg blev nu usikker på, hvor meget jeg måtte fylde i verden. Hvad ville Jante sige. Nu fyldte jeg ikke alene med min maskulinitet men også med alt det feminine. Holy moly ! Rolig Sus.
Tilbage i terapien, undersøge roden. Hele det sted. Lade det hele arbejde i en indre løbende proces. Ud og shine med brede skuldre og følsomhed.
Nu var jeg sprunget ud som kvinde i fuldt flor mens min maskulinitet blev min rygrad.

Ens relationer bliver aldrig bedre end ens forhold til sig selv. Med min indre forandring fulgte der en mand med ind i mit liv. En fantastisk mand. En mand der giver mig plads til at være mig. Både når min indre prinsessen kalder og hengiver sig saligt til sin prins'  opvarten, nursen og holden om. Han er med mig det mest skrøbelige sted, i det mindst flaterende mig, men som også er mig.
Det mest fantastiske er, at jeg samtidig må være maskulin på en yderst målrettet, stærk og jeg vil selv måde.


Sikke en rejse. Det har været med bævende hjerte og skælvende ben jeg ind i mellem har rejst med ham og mine/vores feminine og maskuline sider. Vi har rejst sammen og hver for sig. Vi har begge måtte tage skridt i ukendt farvand i håb om vi kom i land - sammen. Set hinanden i øjnene, også der hvor det ikke var kønt eller behageligt. Slået tværslag mellem det kvindelige og det maskuline. Revet os selv i håret, heldigvis ikke i hinandens, når vi ikke forstod. Jeg  blev ved, fordi jeg ville forandringen og fordi  min terapeutiske rejseledsager gjorde mig tryg og lod mig bestemme tempoet.

Når jeg skriver dette til dig, er det fordi jeg vil dele noget vigtigt. Du ved det sikkert alt for godt, nemlig at dit valg vokser sammen med din øget selvindsigt. Jeg så først ikke, at jeg var lukket meget ned i min kvindelighed. Da jeg blev bevidst om det, troede jeg, at sådan var jeg blot af natur. Nope, eller det var kun delvist sandt. "Naturen"var nemlig formet gevaldigt af mine erfaringer, med det der gav mig plusser og fordele, i mine nære relationer gennem mit liv. Sådan er det med os alle sammen.

Jeg kunne nu vælge at sige "godt så,det kan jo ikke laves om , så hvorfor ændre noget nu." Eller " Hey hvorfor ikke udvide hvem jeg er og få øget bevidsthed til at vælge mere frit i mit liv"

Det er det der ligger mig mest på sinde at fortælle, du har et valg. Et valg om hvilket liv du ønsker at leve. Der er ikke et rigtig og forkert svar. Der er dit svar til dig.

For mig har det været en rejse der har givet mig mere end dobbelt op på udvidelsen af mig, til at komme nærmere det liv, jeg dybest set ønsker mig. Farvepaletten er markant vokset i mit indre og ydre.

Nogen synes jeg skinner i øjnene og kigger væk andre fornøjes af synet. Begge dele er ok. Jeg har ikke brug for andres tilladelse til at være mig. Kun min egen. Nogen gange må tilladelsen genforhandles. Jeg har dog stemplet ind i år 2015 med adgang og tilladelse til at være kvinde og kvindelig med en balanceret maskulinitet.

Hvilken tilladelse er du ved at ansøge om hos dig selv? Har du skrevet ansøgningen eller ligger den på din TO DO liste? Eller er du ved at ansøge om at ansøge?
Uanset hvad så husk, at små skridt, også er skridt. Tillykke med der hvor du er og med det valg du har truffet. Ikke at handle er også at handle.

Så på kvindernes kampdag vil jeg hilse både det feminine og maskuline velkomment i en og samme person. Tag godt imod derude, mænd som kvinder.

Kvindemin jeg elsker dig ... Og jeg ved du elsker mig Kraftigt sort hjerte

Kh Susanne.

Læhegn eller vindmølle.

Forunderlige farlige forandring.
Forandring fryder siger man. Ikke altid. Hos nogen føltes det ganske forfærdeligt og skræmmende at tænke på.
Alligevel går ingen af os igennem et liv uden væsentlige forandringer.
Jeg synes det er smukt,uroligt,berørende og nervepirrende. Jeg holder både af ikke-forandringer og af forandringer.

Jeg står på forandringens gyngede grund. Kender du det, at stå der, hvor der ikke er fodfæste. Jeg øver mig. Jeg lader grunden gynge under mig uden at flygte i panik. Uden at padle med armene i hysteriske tag for at komme på land. Et velkendt land. Hvor alt ser ud som det plejer. Jeg vil ikke tilbage til fastlandet med det samme trygge muld under fødderne. Ikke stå og se mod de samme træer med smukke kroner og de samme roser med torne, for ikke at tale om hybenbusken der indhyller de vante gange med torne og smukke blomster, der senere bliver til bær og næring. Busken forsnævrer stien og lader kun mine skridt bevæge sig fremad i en planlagt retning.
Min frihed var en et sporet vej. Uden muligheder for at slå med armene eller gå ned af en anden sti, bare fordi jeg havde lyst.
Der var smukt og trygt at gå en gang. Men ikke længere.
Jo der er stadig smukt og trygt. Men jeg vil se mere af livet. Både det inden i mig og udenfor mig. Sådan får jeg det med jævne mellemrum. Men denne gang er det stort. Jeg kan se den ene gyngede flage blot fører mig til den næste gyngede flage.
Jeg gynger. Jeg står. Jeg skiftevis klukker af fryd og får hjertebanken af uro. Men hold op,jeg kan mærke livet inden i mig. Nogen dage lige rigeligt.

Det kræver beslutsomhed, mod og tillid at stå på forandringens forunderlige farlige gyngede vej.
Beslutsomheden står sin prøve,når jeg skal forsætte,men ikke har lyst til at gå. Når jeg mister retning og energi,må jeg stå og vippe på den gyngede grund et stund men beslutsomheden må ikke tippe.
Modet skal i spil, når jeg bliver bange, der på den gyngede grund. Mod til at genfinde balancen og lærer en ny balanceakt. Mod til at blive stående, når jeg er ved at skvatte ned, ned hvor jeg ikke længere ved,hvor jeg ender. Der hvor jeg virkelig må lade mig flyde med strømmen. Ikke kæmpe mod så kroppen og sindet trækkes ned, som var det en kamp i kviksand.
Jeg må lade mig bære og flyde med i tillid. Ja tilliden må også gå med mig. Tillid til, at alt er som det skal være. Også når beslutsomheden og modet dirrer helt inde i knoglerne på mig, så hvisker tilliden mig i øret. Alt er fint. Læn dig ind i noget større end dig, lad dig flyde med uden at kæmpe mod. Slip kontrollen, så skal du bare se.

Jeg har gynget og vaklet, klukket og grædt. Når jeg er åben, bliver verden åben. Og nej det er ikke altid nemt, at stå der bævende og sårbar. Min krop har været sammensnøret og lukket. Mit hoved ville bestemme. Have kontrol og målet i sigte. Det åbnede bare ikke noget nyt for mig. Jeg var bange for at slippe den velkendte sti. Men jeg fattede al min beslutsomhed, mit mod og min tillid.

Jeg elsker livet og dets forunderlige farlige forandringer. Livet og mennesker derude tager imod ,når jeg viser min beslutsomhed, mit mod og min tillid. Nye veje åbner sig. Veje jeg ikke anede fandtes. Mennesker der vinker mig ind på deres faste grund, uden at jeg har været andet end mig. Nærvær, åbenhed og medmenneskelighed kommer mig i møde.

Ønsker du forandring i dit liv eller er den pludselig ved at skylle ind over dig. Træk dit vejr. Stå stille et øjeblik i din beslutsomhed. I dit mod og i din tillid til dig selv og livet. Også selvom livet ikke altid har båret dig kærligt og nænsomt, så må du, når tiden er moden,stille dig ud på den gyngede grund. Måske ikke springe helt derud i et spring. Måske blot lade tåen hvile derpå og fornemme bevægelse fra tå til krop. Vænne dig til at alt uroligt og ukendt, ikke er af det onde. At bevægelse kan skabe sug i maven og svimlende lykke. At du kan falde ned fra den gyngede grund. At du ikke går i stykker,hvis det sker. At du ikke er alene.

At jo mere vi tør være os selv jo mindre er der, vi må skjule når nogen rækker os en hånd. Tag imod hånden og næstekærligheden.

Tag imod livet, også når forandringens vinde er over dig. Byg dit læhegn eller byg din vindmølle. Hver ting til sin tid.

For mig er det tid til at bygge vindmøller.

Kh Susanne

b2ap3_thumbnail_IMG_2377.JPGMødeøjeblikke gør forskellen for dig og dem derude.

Bliver du længe nok i kontakten til at der sker en udveksling af energi og nærvær? Når du både at give og modtage i kontakten?

Mødeøjeblikke - at blive lidt i øjenkontakten sætter spor i os. Vi mærker at vi to har noget særligt sammen. kærlighedshormonet udskilles i kroppen. Vi har alle brug for at føle os set og være særlige. Det går lige ind, hvis vi lukker op for det og tillader det adgang.
I en travl hverdag kan vi ende med at give og give, uden at give det vi alle har brug for. Den vi gav til fik en krumme, så var vi væk. Du kan ende med at stå tilbage og føle dig som en indtørret rosin, hvis vi bliver ved sådan. Juicen suges ud af os, som om en masse har haft et sugerør inden i os.
Vi har alle travlt ind i mellem. Men det tager kun et øjeblik at give og modtage de dejlige berigende og nærende mødeøjeblikke.Bliv blot et par sekunder mere.... det tager kun et øjeblik at mødes rigtigt. Se ind i hinandens sjæl og mærk dit og den andens bankende hjerte.Så mærkes livet og så det gratis!

Lad os samle til bunke.Tag for dig af mødeøjeblikkene. Jo mere vi tager, jo mere giver vi også. Din indre rosin ændre form til en saftig lækker og sprød vindrue.
Go for it!
Jo mere du tager. Jo mere giver du. Så vær grådig <3

Kh Susanne

 

b2ap3_thumbnail_10172593_463221017143277_390615897_n.png

Kan du både give og modtage fra et åbent hjerte?

Jeg møder ofte mennesker der, når de får anerkendelse ,ikke kan tage det helt ind. Ind gennem ørene, ned i kroppen og ind i hjertet.

Så selvom vi giver dem en masse på den konto, forbliver den tom. De kan oveni købet sige, at der aldrig er nogen der anderkender dem. For de opdager eller mærker det simpelthen ikke, når det så endelig sker.…

Hjertet kender ikke det sprog eller det har lukket for muligheden. Eller det har lært, at man ikke må tro man er noget – mere end andre, det vil ikke ses osv.

...
Se mere

Du skal ikke finde dig i det!

Du skal ikke finde dig i at mistrives.

Du skal ikke finde dig i, at dit barn/ børn ikke trives.

Du skal ikke finde dig i, at du ikke trives på dit job.

Du skal ikke finde dig i, at din fortid forstyrre negativt og styre din nutid.

...
Se mere

 

Medlem af psykoterapeutforeningen (MPF)